I Bestyrelsen for BIM Aarhus drøfter vi løbende hvilke udfordringer, der præger det digitale byggeri nu og fremadrettet. Mange udfordringer er kendte, men kompleksiteten er vokset. Det handler mindre om de enkelte værktøjer, men mere om samspillet mellem systemer, løsninger og aktører.
Derfor vil BIM Aarhus fremover have øget fokus på processer og konkrete erfaringer fra både igangværende og afsluttede projekter. Vi planlægger flere netværksmøder ude på byggepladser, hvor aktører deler erfaringer fra projektering og udførelse med særligt fokus på samarbejde og digitale værktøjer. Vi vil endvidere inddrage bygherrer og rådgivere, omkring emner som drift, vedligehold og datasikkerhed.
På baggrund heraf er det med stor fornøjelse, at BIM Aarhus kan invitere til to netværksmøder i efteråret 2026
Den 03. september 2026 besøger vi Hængslet, et spektakulært byggeri på Aarhus Havn, et igangværende projekt der indeholder mange komplicerede byggetekniske løsninger, og er derfor helt afhængigt af stærke kompetencer og digitale processer for at nå i mål.
Den 29. oktober 2026 indbyder vi til et Netværksmøde, hvor Kenneth Schultz Passarge fra CPH, Københavns Lufthavn, vil fortælle om CPH’s organisering og dele erfaringer med tilblivelsen af store projekter, dokumentation og digital implementering. Efter Kenneths indlæg vil Implement Consulting Group, som beskæftiger sig med digital implementering i byggebranchen, give os et indblik i deres arbejde for HOFOR.
Efter sommerferien opdateres hjemmesiden med yderligere informationer og tilmelding. Det er Bestyrelsens håb, at medlemmerne vil støtte op, så både netværket og den faglige diskussion fortsat kan trives i BIM Aarhus.
Vi er bevidste om, at udbuddet af både fysiske og digitale tilbud er stort, og at viden er mere tilgængelig end nogensinde. I BIM Aarhus er det vores klare opfattelse at det fysiske møde og et stærkt netværk er afgørende. Derfor holder vi fast i BIM Aarhus’ grundidé, fri adgang til netværksmøder med relevante oplæg og plads til at mødes med fagligt engagerede kollegaer omkring det digitale byggeri.
Med ønsket om en god sommer glæder vi os til at starte sæsonen op igen med konkrete cases, spændende erfaringer og stærke faglige diskussioner.
FOTO FRA HÆNGSLET AARHUS HAVN
Fotograf : Tobias Fiirgaard | EMR Murer & Entreprenør A/S